Natten er endelos og du
et eller andet sted
hvor end ikke mine tanker
rigtig kan na dig

ah duften af gras og regn
fornemmelsen af den vade jord
der skalver under vores fodsaler

hvem har begravet beatet hvor
den sorte krage vogter
hvem har bortfort solen
fra spejlenes fest
hvem banker pa min bevidstheds dore
pa skyggesiden af min dogndrift
og sporger efter flere symboler

et lag af skyer pa din hud
lilla liljer sa langt ojet rakker
barberblade
og glasskar i grasset
og jeg som ikke kan finde min sko

jeg klarer det ikke mere
din karlighed har sa mange ansigter
radne tander og et sort smil
og den sluger mit hjerte med sin beskidte mund
og fortarer det i et bundlos morke din karlighed
har sa mange ansigter
jeg klarer det ikke mere, jeg gar
rundt i cirkler i nattens kolde gader
hvor der ingen lyde er foruden
afskejeg gar og tanker pa manen
- som nattens eneste karlige element
pa renheden og uskyldigheden
i den jord hvorpa ingen
har mistet blod

jeg gar rundt i cirkler og fortryder
nasten alting

den, afsked
ak og ve, jeg har igen spildt kaffenog bogstaverne flyder ud
mens jeg torster efter
et liv pa den anden side
af mine langslers oprorte hav:

mine krystalslotte
spejlenes fest
og min antihelt
med ojne som sorte stjerner og pjusket har
med hander der vidner om bjergtoppe
og sortglitrende sandbunker

demanding
demanding, det uudtalte
ok sa, jeg kender alle revner i mit loft
kender alle ridser i mit vindue
hvorigennem jeg i timevis betragter
mit stykke af himlen

og dette er mit lod
et ridset himmelstykke er mit lod

ak, skyerne formerer sig pa din hud, og ve
jeg har abstinenser
fuck jeg har varet frak
i tide og utide
og du
der ifore dig masker efter mal og hensigt
you make me even sick
dit plasticlort og lim
inficere mit digt
kunne jeg bare fa dine masker til at krakelere
kunne jeg bare drive til den anden side af mit hav
i favnen pa min antihelt med favnen fuld af suk

inhale
exhale
fortallingernes forar
dvaler ved traernes nogne grene
river mig rundt ved haret
go knock yourself out
hvor meget kan du tale
hvor meget kan du egentlig ta
det er sent, jeg ved det
det er sitrende sent
og du er pa den anden side af mit hav
lanket til natten
med en blomst uden navn
fornemmelsen af at vare faret vild
i endelos sen nat, jeg ved det

jeg ved det, jeg nagter
at se tilbage, fornemmelsen af at jeg gar
i oplosning
og du ikke kan se det

Sa stjernerne drejer rundt
og morket lander pa alle fire
lander med dine ojne dine hander

fornemmelsen af at ojeblikket er fuld
af uforglemmelige linjer og jeg
som skriver pa dine sitrende ojenlag
natten er endelos og du
et eller andet sted
hvor end ikke mine tanker
rigtig kan na dig

Noć je bez kraja a i ti
tamo negdje
gdje čak ni moje misli
ne mogu pravo da te dosegnu

oh miris trave i kiše
osjećanje vlažne zemlje
što podrhtava pod našim stopalima

ko je ukopao damar
gdje crna kreja čuva stražu
ko je oteo sunce
sa žurke ogledala
ko to udara o vrata moje svijesti
o tamnu stranu moga danonoćja
i pita za još simbolâ

Sloj oblaka po tvojoj koži
ljubičasti ljiljani dokle pogled doseže
žileti
i staklaene krhotine u travi
i ja koja ne mogu da nadjem svoje cipele

ne mogu više
tvoja ljubav ima toliko puno licâ
istrule zube i crn osmijeh
ždere mi srce svojim musavim ustima
razdire ga u mraku bez dna tvoja ljubav
ima toliko puno licâ

ne mogu više, idem
uokolo u krugovima u noći hladnim ulicama
gdje nema nikakvih zvukova osim
ovog rastanka, rastanak

mislim na Mjesec
- kao na jedini drag noćni elemenat
na čistoću i nevinost
te zemlje na kojoj niko
nije prokrvario

idem uokolo u krugovima i žao mi je
gotovo zbog svega

Jeg nagter at grade over afstanden
jorden drejer jo rundt
og herfra, elskede
kan vi betragte verdensrummet
fra hver sit vindue
i den samme blinde nat
og vide os sikre
pa tidevandskrafterne

hendes hvide ansigt tilsloret
af skybruddet
og vinden
der barer hendes hander
med sig bort som suk
Hekate

- gi mig et sted at sta
og jeg skal lofte jorden
binde aggestokkenes
skrig til duften
af et bundt vild mynte

Odbijam da cmizdrim zbog razdaljine
zemlja se ipak okreće
a odavde ljubavi
možemo posmatrati svemir
svako sa svoga prozora
u istoj slijepoj noći
i zasigurno znati
silu osjeke i plime

njeno lice bijelo skriveno
u prolomu oblaka
i vjetar
što odnosi ruke njene
sa sobom poput uzdaha
Hekate

- daj mi mjesto gdje ću stati
i podignuću Zemlju
privezati vrisak
iz jajnikâ
uz miris
svežnja divlje mente